”Du kan tage drengen ud af Skovsgård, men ikke tage Skovsgård ud af drengen”

Mads Duedahl om Skovsgård

 

Mads Duedahl om SkovsgårdSådan udtrykker rådmand i Aalborg Mads Duedahl sig med et velkendt ordsprog. Han er opvokset i Skovsgård og er som voksen flyttet fra landsbyen til storbyen, men Skovsgård følger med ham i alt, hvad han gør og er. Både privat og i det professionelle liv som politiker.

”Det handler om fællesskab og sammenhold. Uden det kan du ingenting. Men med kan næsten alt lade sig gøre. Sammen kan man virkelig rykke noget, hvis man vil,” forklarer Duedahl om den del af Skovsgård, der stadig sidder inden i ham, selvom det er mange år siden, han flyttede fra byen.
Og det er med den kerneværdi, at Mads Duedahl er gået ud i livet, som menneske og som politiker.

Fællesskab er i alles interesse
”I Skovsgård har man måtte kæmpe for tingene. Som den lille by i en større kommune, er tingene ikke bare kommet automatisk til Skovsgård. Man har måttet kæmpe sig til det. Og det har man gjort, og byen er lykkedes med mange ting. Så det er naturligt, at ånden i byen bliver, at står man sammen, så lykkes det,” siger Duedahl og refererer både til det at skulle tage en tørn med i fodboldklubben eller kæmpe for andre og større sager.

Og Skovsgård bliver også Duedahls eksempel, når han i sit arbejde, som ansvarlig for landområderne i Aalborg Kommune møder landsbyer, som er mere eller mindre under afvikling.
”Der hvor afvikling bliver til udvikling er der, hvor der er nogle ildsjæle, som vil noget med deres sted og står sammen og kæmper for det,” som han udtrykker det og fortæller, at Skovsgård altid er et af hans yndlingseksempler, når talen falder på de små byer og deres udfordringer.

Musik og mangfoldighed
Og Skovsgård er et fantastisk eksempel på en lille bitte by med et ret unikt liv for sin størrelse, synes Duedahl.
Duedahl forklarer, at det betaler sig at investere i fælleskab og mangfoldighed og mener, at den erfaring Skovsgård har, er unik. At der er behov for alle. Uden det sociale ansvar og de rigtig mange meget forskellige mennesker i byen, ville kulturlivet for eksempel ikke være så livligt, som det er. Og han fremhæver den socialøkonomiske indsats og særligt Skovsgård Hotel i den sammenhæng.

”Det er ikke mange byer på den størrelse, som har så mange kulturelle arrangementer, som blandt andet koncerterne på Skovsgård Hotel,” siger Duedahl og fortæller begejstret om koncerter på hotellet med Johnny Madsen og Allan Olsen.

Link til programmet på Skovsgård Hotel.

Mads Duedahl er 32 år
Sundheds- og kulturrådmand i Aalborg Kommune siden 1.1.2014.
Han er vokset op i Skovsgård og bor nu i Aalborg