Skole og daginstitutioner
Skovsgård Børnehave
Skovsgård Børnehave tør vi godt prale af. Vi synes, at vi har Jammerbugt Kommunes bedste Børnehave. Intet mindre. Skovsgård Børnehave har en kommunal madordning, og maden laves i børnehaven, og ofte hjælper børnene til.
Børnehaven har rigtig gode fysiske rammer både inde og ude. Der arbejdes ud fra en anerkendende og relationsorienteret tilgang, og med focus på trivsel. Skovsgård Børnehave er kendt for spændende temauger med fokus på eksempelvis motorik, natur eller sprog.
Vil du vide mere om vores børnehave, så læs mere her:
Skovsgård Tranum Skole
Vi er meget glade for vores skole. Skolen rummer cirka 300 børn fra 0. klasse til 9. klasse. Skovsgård Tranum Skole anerkendes fra mange sider for at arbejde med inklusion i praksis og ikke kun som fine bogstaver på fint papir. Det der med inklusion har man faktisk arbejdet med i mange år på vores skole.
Vores skole er i høj grad lokalt forankret. Eleverne på Skovsgård afdelingen kan købe lokalt produceret skolemad - lavet i køkkenet på Skovsgård Hotel, blandt andet med lokale, økologiske råvarer fra Råd & Dåd. Skolemad med både en lokal og social profil.
Skolen vil gerne samarbejde med områdets ildsjæle. Et af de seneste resultater er motionsstien omkring skolen samt multibanen. Seneste tiltag er et spændende samarbejde mellem Skovsgård Hotel og Råd & Dåd om praksisbaseret undervisning på hotellet og hos Råd & Dåd.
Se mere på skolens hjemmeside:
Skovsgård SFO
Skovsgård SFO er et godt pusterum for børn i indskolingen når skoledagen er slut. Her oplever børn og forældre et glad, trygt og inspirerende miljø, som giver børnene livskvalitet og mulighed for at udvikle sociale kompetencer. Skovsgård SFO er certificeret som leg- idræt og bevægelses SFO i samarbejdet med DGI Nordjylland.
For de mindste
Vi har en kommunal dagplejer i vores lokalområde og desuden en kommunal vuggestue i Skovsgård Børnehave.